Mentorstøtte og misbrugsbehandling
Mentorstøtte og støtte-kontaktperson
Vi varetager private mentoropgaver, hvis der er et barn eller en ung i familien, der ikke trives. Det kan være de er ramt af misbrug, angst, ensomhed, kritisk sygdom eller andet. Indsatsen tilrettelægges individuelt. Som et eksempel på et individuelt forløb har vi en aftale om et 12. ugers forløb, hvor den unge, der er ramt af vanskeligheder, kan komme hos os til en ugentlig samtale i NEUH, blive fulgt til fitness 2 gange om ugen, og mulighed for telefonisk opkald ved behov. Mentoropgaverne kan tilrettelægges efter Jeres ønsker. Kontakt os for at lave en aftale.
Vi har specialiseret os i mentorforløb til unge og voksne, der er ramt af misbrug eller problemer som stress, social fobi, angst og depression, ADHD, udviklingsforstyrrelser og autisme. NEUHs mentorer er fagligt veluddannede og har alle uddannelser og specialer indenfor det pædagogiske, psykologiske og socialfaglige praksisfelt.
Vi tilbyder også kommuner mentor efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats og bekendtgørelse om aktiv beskæftigelsesindsats, samt specialpædagogisk bistand efter serviceloven.
Misbrugsbehandling
Vi tilbyder misbrugsbehandling til unge og voksne. Et misbrug resulterer ofte i at fjerne personen fra det liv som personen ønsker at leve. Man kan sige, at misbruget har taget kontrollen. Men der er altid flere fortællinger i et menneskes liv end den, der drejer sig om rusmidlet. Fortællinger, der måske er trukket i baggrunden til fordel for rusmiddelfortællingen. Det er fortællinger om levet liv, om hvem der har været betydningsfulde, hvad man sætter pris på i hverdagen og hvad der er værdifuldt og vigtigt i livet. Det er de fortællinger, der i samtalen skal foldes ud, da det er gennem dem, at den enkelte får en stærkere fornemmelse af sig selv, så man kan bevæge sig i den retning man ønsker og skabe varige forandringer.
Mange virksomheder betaler for deres medarbejderes misbrugsbehandling. Udgifterne er fradragsberettigede for virksomheden, hvilket også betyder, at medarbejderen ikke bliver beskattet af behandlingsprisen. Kontakt os, vi sidder klar til at hjælpe.