Børn og unge - Familie og par
Børn og unge
NEUHs medarbejdere er specialiserede i samtaler med børn og unge. Vi har haft unge, der var ramt af ensomhed, angst, depression, usikkerhed, kærlighedssorger. Alt det man kan blive ramt af, når man bevæger sig rundt i livets landskab. I samtalerne leder vi ikke efter problemet i den unge, i stedet er vi optaget af, hvornår den unge blev ramt af det. Vi spørger til effekterne af problemet, og hvad det er der er vigtigt for den unge, siden dette er et problem. Når problemet er adskilt fra den unge, så kan han/hun/de bedre kigge på det udefra og dermed bliver det lettere at handle og sige fra overfor problemet. Denne måde at tale om og forstå problemer på er en modmagt til den psykologiske praksis, der tidligere har defineret problemer som noget, der bor indeni mennesker. Det giver den unge mulighed for at kortlægge problemet og handle i forhold til det.
Familiesamtaler
Familiesamtaler er et tilbud til familier, der oplever bekymring og problemer omkring familiens udvikling. Familiesamtaler har til hensigt at undersøge de problemer som familien er ramt af, at finde familiens erfaringer frem og genskabe samtalen, så familien genvinder tilliden til hinanden. Familiesamtaler vil bidrage til, at man opnår en bedre forståelse af sig selv og af sine børn – en indsigt, der vil hjælpe med at bygge og genopbygge gode stærke relationer. Vi tilbyder også pædagogisk psykologisk rådgivning, der kan omhandle praktiske pædagogiske metoder og tilrettelæggelse af en fælles hverdag.
Parsamtaler
Parsamtaler er et tilbud til par, der er ramt af problemer i parforholdet og bekymrede for deres parforholds udvikling. Det kan være, at man oplever, at man skændes over det mindste, eller at man slet ikke taler med hinanden mere. Det gennemgående er, at man undervejs er stoppet med at lytte til hinandens bekymringer, håb og bestræbelser i livet. Man har mistet fornemmelsen af sig selv og af den anden. I parsamtalerne er målet for samtalen, at genetablere intimitet og forbundethed, og vække interessen for den andens intentioner og værdier. Parterapi hos os er ofte en sammensætning af fælles og individuelle samtaler.