Den 10. september er verdensdag for selvmordsforebyggelse. Dagen afholdes for at sætte fokus på, at der vedvarende skal gøres en indsats i forhold til at forebygge selvmord. Selvmordstanker og selvmord er fortsat tabubelagt i vores kultur. Det ligger som skygger af tilbageholdte fortællinger udover familier, og børn og unge efterlades med tanker om, at de måske har arvet selvmordsrisikoen. Mikkel Frey Damgaard fortæller i sin bog ”Sørgekåben”(2019), hvordan han som 8 årig mistede sin far og blev efterladt med en skamfuldhed over at være søn af en selvmorder og med en tanke om, at han var prædisponeret for selvmord. Der går 30 år inden Mikkel Frey Damgaard får kigget nærmere på, hvad der egentlig er fortællingen om hans far. Bogen ”Sørgekåben” udkom d.10. september 2019.
Det er langt fra let at tale om selvmordstanker, men det er nødvendigt. Det er nødvendigt at finde en vej, hvor man kan dekonstruere selvmordstanken og række ud efter håbet, og her synes den narrative terapi at være et godt bud. Som professionel er jeg flere gange stødt på mennesker, der fortæller om selvmordstanker, og jeg har undervejs arbejdet med, at hjælpe den enkelte til at mobilisere en modmagt mod tanken og dens undertrykkende virkning. Når tanker om selvmord presser sig på, så er der mange skamfulde tanker knyttet dertil. Spørgsmålet er, hvordan vi får eksternaliseret fortællingen om selvmord. Hvordan får vi selv og mord adskilt fra hinanden og igen rettet opmærksomheden på det, der er værdifuldt i livet?
Jeg har medtaget et uddrag fra en samtale omkring selvmord, som eksempel på eksternaliserende sprogbrug.
Erik: Jeg må fortælle dig, at jeg har tænkt på selvmord mange gange.
Kak: Okay…hvad er det du gerne vil slå ihjel, hvad er det du gerne vil af med? Kan man sige sådan?
Erik: Øhm, ja det kan man godt. Det er.. Smerten.
Kak: Så det er Smerten du gerne vil af med? Ikke livet?
Erik: Ja..Det kan man godt sige.
Kak: Kan vi tale om smerten?
Erik: Ja, det kan vi godt.
Kak: Kan du give mig eksempler på, hvornår smerten griber fat i dig?
I samtaler omkring selvmord er det eksternaliserende sprogbrug omkring selvmord nøglen til forandring. Det er vigtigt, at afdække det, der konstruerede selvmordstanken og adskille det fra personen. Det er muligt gennem spørgsmål som, hvad er det du gerne vil af med? Adskillelsen og dekonstruktionen af selvmordstanken som altoverskyggende mindsker følelsen af sårbarhed og er en mod-magt mod selvmordstankens skamfuldhed og gidseltagning. Eksternalisering i de narrative samtaler skaber muligheden for skabe en identitet, der er adskilt fra smerten. Pointen er, at man lytter efter sprækker i den dominerende historie. Sprækker, hvor lyset kommer ind, hvor der gives plads til foretrukne fortællinger og dermed en rekonstruktion af identitet. Hele tiden lytter man efter initiativer og efter undtagelser, der rækker ud efter håbet og det livgivende. Det er vigtigt at vide, at der er nogen, der gerne vil lytte. Ingen skal efterlades alene.
Har du selvmordstanker, så er det vigtigt du taler med nogen om det. Tag kontakt til os, så du kan få den hjælp og støtte du har brug for. Har du brug for akut hjælp, så tag kontakt til livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201.
