Det er meget oppe i tiden, at tale om et fælles fagligt sprog. Jeg tænker her, at det er vigtigt, at være opmærksom på, når man anvender et sprogbrug, der er knyttet til særlige fagområder så som psykiatri, pædagogik og psykologi, så er der også nogen, der holdes udenfor. Det kan være andre faggrupper, men det kan også være de forældre, som man samarbejder med. Derfor er det vigtigt at forholde sig til, at det specialiserede sprog har en social slagside.

Vi skal være meget opmærksomme på det sprog vi bruger. Sproget skal være en tillidsbro, et sted vi mødes og rækker ud efter hinandens fortællinger. Det kræver sprogrefleksivitet at kunne lytte og tale med hinanden. Det kræver, at vi er interesserede i sprogets grundlæggende antagelser og effekter. Hvad betyder det sagte for dig? Hvad gør det sprog du bruger som fagprofessionel ved dig og dem du taler med? Vi har brug for en øget sensitivitet for sprogets betydning.

Hvorfor er det nu så vigtigt for mig?  Jeg kommer af en smedefamilie, der på sin helt egen måde, havde et meget veludviklet sprogbrug. Det var dog et sprogspil som ikke umiddelbart kunne overføres til et længevarende studie på universitetet. Så jeg har mange gange oplevet, at føle mig uden for sproglige fællesskaber. Til gengæld kender jeg alle nuancer af kraftudtryk, der iøvrigt kan give meget nuancerede beskrivelser af smertefulde følelser.

Det har helt sikkert øget min opmærksomhed på det sprog jeg anvender i min praksis. Sprog må ikke være ekskluderende, det skal kunne række ud til dem vi taler med. Og så skal vi huske, at sprog er frigørende, når vi finder ord til det, vi ellers ikke kan beskrive.